MATEMATIKTRAPPEN

Sådan læres matemtik.

God undervisning, en elev der lytter og masser af øvelse.
Forestil dig en dygtig matematiklærer, der kun har én elev. Eleven lytter og har tillid til læreren. Læreren underviser, og eleven løser opgaver. Hvad vil der ske?
De færreste kan forestille sig, at eleven ikke lærer noget.
Men hvad skal der til? Hvordan kommer man op af MATEMATIKTRAPPEN?
Som forældre kan vi undre os over, hvordan vores børn egentlig lærer. Vores helt spæde barn lærer at gå og tale, næsten uden vores indblanding. Vi håber, at det samme sker med fagene i skolen.
Det gør det ikke.
Evnen til at gå og tale er udviklet gennem millioner af år. Det kaldes primær viden. Det kommer næsten af sig selv. Her virker rådet: “Vent – det skal nok komme.”
Matematik er noget andet. Det er sekundær viden – noget, vi mennesker har opfundet for relativt nylig. Det kræver undervisning og øvelse. Du kan vente nok så længe uden at lære matematik.
Til gengæld er vi mennesker ekstremt gode til at lære af hinanden. Det er en af grundene til, at vi som art har haft så stor succes.
Når vi lærer at spille guitar, svømme eller spille fodbold, går det hurtigere og lettere med en dygtig underviser. Det samme gælder matematik.
Børn går i skole for at blive undervist. En dygtig matematiklærer mestrer et håndværk, vi som forældre ikke gør. Det er netop derfor, vi sender vores børn i skole.
God undervisning tager udgangspunkt i det, barnet allerede kan, og bygger stille og roligt videre derfra. Læreren stiller spørgsmål for at afdække forståelsen. Men forståelse er ikke nok. Matematik kræver øvelse – mange opgaver – før det sætter sig fast.
Så det korte svar på, hvordan man lærer matematik, er:
god undervisning, en elev der lytter – og masser af øvelse.
Det lyder måske for simpelt.
Men det er det ikke.
Det er opskriften.

Tænk på opmærksomhed, undervisning og øvelse som tre ting, der påvirker hinanden.

Undervisning virker kun, hvis barnet er opmærksomt. Men opmærksomhed er svær at holde, hvis undervisningen ikke giver mening.
Undervisning virker kun, hvis barnet øver sig. Men det er svært at øve sig, hvis man ikke forstår undervisningen.
Øvelse kræver opmærksomhed. Men opmærksomhed kræver også, at man oplever fremgang gennem øvelse.
Det hele hænger sammen. Når alle tre ting er på plads, kan dit barn gå op ad MATEMATIKTRAPPEN.
Tre spørgsmål, du skal stille dig selv:
1. Får mit barn god undervisning?
2. Lytter mit barn til læreren?
3. Øver mit barn sig?
Når du kan svare JA til alle tre spørgsmål, bevæger dit barn sig op ad MATEMATIKTRAPPEN.

Hvad kan du gøre?

Se læring som et samarbejde mellem skole, dit barn og dig selv. 
Et samarbejde hvor alle bidrager med noget og kan forvente noget til gengæld.
Du og dit barn kan forvente, at skolen leverer undervisning af god kvalitet.
Til gengæld kan skolen forvente at dit barn kommer i skole til tiden, lytter og deltager i undervisningen. 
Skolen og dit barn kan forvente, at du sørger for ro og tid til at øve sig derhjemme, indtil dit barn selv kan sørge for det. 
Når samarbejdet bryder sammen, af den ene eller anden grund, går læring i stå.

Matematik er et kumulativt fag.

(Man kan også sige at faget er hierarkisk bygget op.)

Det betyder helt konkret :
- at du skal mestre det grundlæggende trori, for at kunne forstå de efterfølgende og mere komplekse emner.
- at undervisningen begynder ved de simpleste begreber og ender ved sværere teori.
- at undervisningen integrerer og genbruger viden fra tidligere moduler, hvilket skaber en "rød tråd" gennem hele forløbet.
Dette er MATEMATIKTRAPPEN en model af.
Succes Med Matematik arbejder for at udbrede viden og værktøjer til forældre, der ønsker at hjælpe deres barn til faglig trivsel.
Ønsket er, at formidle forskning og erfaring i et let forståeligt sprog.
Forældre kan nemmere vise interesse, bakke op og samarbejde, hvis de præcist ved hvad de skal vise interesse for, bakke op og samarbejde om.